Status 17 pdr. panserværnskanon

Da den tidligere har tilbragt rigtig mange år som udstillingsobjekt, under åben himmel, udsat for vind, vejr – tilsat lidt salt fra vesterhavet – er der investeret rigtig mange timer i JDRVP’s 17 pdr. panserværnskanon. Stort set alle kanonens oprindelige funktioner er med tiden blevet genoplivede, men bagstykkets kile har hele tiden stædigt modsat sig. Kilen er på kanonen, så at sige, hvad et bundstykke er på et gevær. Først i denne uge lykkedes det, med assistance fra Hammerum Stålbyg, at få “overtalt” kilen til at bevæge sig igen. Og det først efter et insisterende pres på henved 40 tons… Bagstykket er nu igen på plads på kanonen, og vi glæder os over, at kanonen nu er meget tæt på 100 % funktionsduelig. STOR tak til Hammerum Stålbyg, for endnu en gang at have hjulpet JDRVP med en tung opgave.

Der er lukket for kommentarer.